HINSIDES UTOPIA

I takt med den fremtidige udvikling af teknologi og videnskab, vil vi overdrage flere og flere beslutningsprocesser til maskiner. Allerede nu er dette tydeligt i militære systemer, i hvilke elektroniske sensorer f.eks. opretholder de ideelle navigeringsforhold i avancerede luftfartøjer. Nutidens computerkapacitet overstiger fem hundrede trillioner bits pr. sekund og vokser eksponentielt. Administrationen af vore dages civilisation er alt for kompleks, uden assistance fra elektroniske computere. Alligevel er computere af i dag relativt primitive sammenlignet med dem, vi vil se blive udviklet i fremtiden. Ultimativt vil administrationen af sociale systemer kræve et netværk af elektroniske sensorer, sammenkoblet med alle faser i de sociale funktioner, hvilket til sidst helt vil kunne eliminere behovet for politik.

I dag har moderne industrielle anlæg indbyggede sensorer, som automatisk bestiller erstatningsreservedele, eksempelvis kuglelejer og andet materiel, før de bryder ned.

Vi tror, at det nu er muligt at bygge et samfund, hvori mennesker vil leve længere, være ved bedre helbred, og lede mere meningsfulde og produktive liv. I et sådant samfund vil udmålingen af succes være baseret på opfyldelsen af individets personlige interesser og mål, i modsætning til tilegnelse af rigdomme, besiddelser og magt. Selvom mange af koncepterne vi præsenterer her kan synes som uopnåelige mål, er alle idéerne baseret på kendte videnskabelige principper. Formålet med denne artikel er ikke at tilfredsstille smag eller holdninger – det er ikke videnskabens anliggende.

Den sociale retning, som foreslås her, har historisk set intet sidestykke under nogen anden tidligere politisk ideologi eller økonomisk strategi. Fastlæggelsen af parametrene for denne nye civilisation vil kræve et opgør med mange af nutidens og fortidens traditioner, værdier og metoder. Fremtiden vil udvikle sine egne, nye, relevante paradigmer for hver på hinanden følgende fase i den menneskelige og teknologiske udvikling.

I civilisationens historie har få nationale ledere og politikere nogensinde foreslået en omfattende plan for forbedring af livet for alle mennesker under deres jurisdiktion. Selvom individer som Platon, Edward Bellamy, H.G. Wells, Karl Marx og Howard Scott alle gjorde forsøg på at præsentere en ny civilisation, blev de af deres etablerede samtid opfattet som urealistiske drømmere med utopiske planer, som var i modstrid med medfødte elementer i den menneskelige natur. Over for disse sociale pionerer stod et rigidt status quo, opbygget af kapitalinteresser, som var godt tilfredse med tingenes tilstand, samt et flertal i befolkningen som, efter årelang indoktrinering og konditionering, ikke ønskede radikale forandringer. Vi kunne kalde dem "millioner af selvudpegede vogtere af status quo". Ledernes livssyn og filosofi var så at sige i overensstemmelse med deres særlige fordele.

I 1898 skrev Edward Bellamy bogen "Looking Backward". Han forestillede sig et ideelt, egalitært, socialt system med mange avancerede idéer for den tid. Denne bestseller genererede en hel del interesse, og mange mennesker ønskede at forstå hvordan denne type samarbejdende, utopiske samfund kunne realiseres. Men Bellamy svarede, at han blot var forfatter, og ikke anede hvorledes et sådant samfund skulle kunne skabes.

De forslag han fremlagde, tillige med dem fra Platons "Republik", Karl Marx' mange værker, temaerne i H. G. Wells’ bog "The Shape of Things to Come" og mange andre, repræsenterer alle forsøg på at finde brugbare løsninger på de mange problemer som tidligere civilisationer ikke var i stand til at løse. Der er ingen tvivl om, at de sociale forhold i Bellamys tid var modbydelige, hvilket gjorde den utopiske idé meget tillokkende. Det, der dog synes at mangle i hovedparten af disse koncepter, er en overordnet plan og alle de nødvendige metoder til skabelsen af et overgangssystem, som ville gøre idéen mulig. De fleste tidlige visioner om en bedre verden tillod ikke ændringer i hverken teknologi eller menneskelige værdier, og syntes at bremse innovative tiltag. Tillige manglede de alle et nødvendigt, omfattende system af planer, tegninger og modeller, samt en metodologi for gennemførelse. Endelig manglede de kompetente individer som ville kunne tilvejebringe en sådan overgang.

Svarene ligger ikke i debat eller filosofiske diskussioner om værdier, men nærmere i metodologi. Så det, der kræves, er en funktionsdygtig definition på en bedre verden, hvilket er som følger:

Konstant at maksimere eksisterende og fremtidige teknologier, med det hovedformål at forbedre alle menneskers liv og beskytte miljøet.

I dag har vi udviklet den nødvendige teknologi, som gør os i stand til at overgå de vildeste håb og fantasier tidligere tiders sociale tænkere kan have haft. Det faktum, at tidligere forsøg på social forandring har fejlet, retfærdiggør ikke at holde op med at forsøge. Den reelle fare ligger i selvtilfredshed. De eneste begrænsninger af menneskehedens fremtid er dem, vi påtvinger os selv. Det er nu muligt at frigøre menneskeheden af mange af dens uløste problemer gennem human anvendelse af teknologi.

For mange år siden blev der i USA gjort et forsøg på at forstå et socialt og økonomisk system, som var anderledes end dets eget. En film kaldet "The March of Time" havde følgende at sige om den sovjetiske kommunisme: "Vi tror at det frie amerikanske markedssystem vil fungere bedre end det kollektive system. Men vi ønsker Jer al held og lykke med Jeres nye og usædvanlige sociale eksperiment". Kommunismens fallit i forhold til at imødekomme menneskelige behov, og til at berige dets borgeres liv, er ikke ulig vore egne fejltrin. Både fallit og succes er naturlige bestanddele af det løbende eksperiment som social evolution er. I alle etablerede sociale systemer er det nødvendigt at udtænke forskellige tilgange til løbende forbedring af systemet.

Videnskaben er fuld af eksempler på eksperimenter der har fejlet, såvel som af dem, der har været succesfulde. I udviklingen af flyvemaskinen, f.eks., var der tusindvis af fejlslagne forsøg, før den første brugbare model var klar. Indenfor medicin, forsøgte Dr. Erlich mere end 600 forskellige tilgange til at kontrollere syfilis, før én endelig viste sig at fungere. Al den teknologi vi anvender i dag såsom computere, mobiltelefoner, Internettet, flyvemaskiner og biler gennemgår en konstant udvikling, forbedring og modifikation, mens vore sociale systemer og værdier forbliver stort set uforandrede. En inskription på en af de amerikanske regeringsbygninger proklamerer følgende: "Where there is no vision, the people perish." (Hvor der ingen vision er, går folket til grunde). At realisere visioner kræver villighed til forandring. Den største grund til at modsætte sig forandring er, at den synes at true etablerede interesser. Men faktisk er angsten for social forandring til dels ubegrundet, hvis vi overvejer at hele civilisationens historie på en måde har været et eksperiment. Selv det frie, amerikanske markedssystem gennemlevede i sine tidlige stadier en række problemer, som er langt værre end dem vi ser i dag; Lange arbejdstider, udnyttelse af børnearbejde, dårlig ventilation i industrielle anlæg, mangel på rettigheder for kvinder og minoriteter, livsfarlige forhold i miner, og racefordomme, for bare at nævne nogle få. På trods af de mange problemer var dette det største sociale eksperiment i historien hvad angår mangfoldighed i livsstil og personlig frihed, udvikling af arkitektur og teknologi, og generel fremgang. Det er essentielt, at vi fortsætter denne sociale eksperimenteren, så vi kan overskride vore nuværende begrænsninger, og forbedre livet for alle.

Fremtiden er ikke afhængig af vore nutidige overbevisninger eller sociale skikke, men vil fortsætte med at udvikle nye værdisæt i overensstemmelse med sin aktuelle tid. Utopia findes ikke. Selve forestillingen om Utopia er statisk. Imidlertid er overlevelsen af et socialt system ultimativt afhængig af dets evne til at tillade hensigtsmæssig forandring, til gavn for samfundet som helhed. De veje vi vælger vil i sidste ende afgøre, om der er intelligent liv på Jorden.


NYT GRÆNSELAND FOR SOCIAL FORANDRING

Det er ofte blevet bemærket, at fælles kriser skaber fælles bånd. Mens folk søger fordele i tider med fremgang, synes delt lidelse at kalde folk tættere sammen. Vi har set denne opførsel gentaget gang på gang, ned gennem århundrederne, i tider med oversvømmelser, hungersnød, storbrande og andre naturkatastrofer. Men så snart truslen er overvundet, genoptages knaphedsmønstrene og folk søger atter mod personlig vinding. Sensationsjagende Hollywood-film som "Independence Day" viser en forenet klode i kamp for at forhindre en invasion fra en ondartet fremmed race. Det ser realistisk nok ud til, at den eneste kraft, der ville kunne mobilisere Verden i en samlet koalition, ville være én, som udgjorde en fælles trussel, såsom en kolossal meteor med kurs mod Jorden, eller en lignende katastrofal begivenhed. Hvis en sådan begivenhed skulle indtræffe, ville alle grænsestridigheder blive irrelevante i lyset af den forestående katastrofe. Mens mange ville bede om guddommelig indgriben og frelse, ville alle Verdens nationer med garanti kombinere deres indsats, og benytte videnskab og teknologi til at imødegå den fælles trussel. Bankfolk, advokater, forretningsmænd og politikere ville alle blive omgået. Enhver tilgængelig ressource ville blive udnyttet og mobiliseret, uden noget hensyn til økonomiske omkostninger eller profit. Under en sådan truende tilstand indser de fleste hvor nøglen til deres overlevelse ligger. Under Anden Verdenskrig var det f.eks. den kollektive mobilisering af både menneskelige og materielle ressourcer, som ledte frem til en succesfuld resolution for USA og dets allierede.

Efterhånden som mængden af videnskabelig information vokser, begynder nationer og individer at indse, at selv i vores splittede verden er der mange fælles trusler, som ikke tager hensyn til nationale grænser. Disse tæller bl.a. overbefolkning, mangel på energi, forurening, mangel på rent vand, økonomiske katastrofer, spredningen af ukontrollerbare sygdomme osv. Men selv konfronteret med trusler af denne størrelsesorden, som er fælles for alle nationer, vil vore handlingsmønstre ikke ændre sig, så længe magtfulde nationer kontrollerer de begrænsede tilgængelige ressourcer.

Selvom mange individer, tidsskrifter og multimediepræsentationer fremstiller forskellige aspekter af fremtiden, og maler spektakulære billeder af kommende tiders udvikling på områder som transport, boliger og medicin, ignorerer de det faktum, at fordelene af disse udviklinger – i en monetært baseret økonomi – fortsat kun vil være fuldt tilgængelige for relativt få. Hvad der ikke tales om er, hvorledes disse fremtidens nye teknologier kan anvendes til at organisere samfund og økonomier effektivt og ligeligt, uden behov for ensartethed, så alle vil kunne drage fordel af dem. De få tænketanke som har fokus på nye tiltag, der skal bringe social organisation op på et tidssvarende, teknologisk niveau, beskæftiger sig ikke med social forandring som en global systemplan.

Ej heller er der nogen overordnede sociale planer fra hverken regeringer eller industri, som fokuserer på total eliminering af de negative konsekvenser af udfasningen af arbejdskraft til fordel for maskiner, og der synes ikke at være nogen oprigtig vilje til at forsøge. Mange mennesker tror, at regeringen i tilfælde af ethvert socialt nedbrud vil tilvejebringe de nødvendige ændringer, som skal sikre deres overlevelse. Dette er højst usandsynligt. Skulle et sådant nedbrud ske, ville den siddende regering højst sandsynligt erklære undtagelsestilstand, i et forsøg på at forhindre totalt kaos. Den ville herefter iværksætte aktioner målrettet mod akutte problemer, samtidig med forsøget på at opretholde eksisterende institutioner og magtstrukturer, selvom disse kan være en overordnet medvirkende faktor til problemerne.

Gennem historien har mange mennesker beskyldt politikere for gerninger, der ikke har været helt i samfundets bedste interesse. Motiverne til dette bliver tydeligere når man indser, at selv i moderne demokratier bidrager lederne ikke til at forbedre livet for den almindelige borger. De opretholder nærmere de privilegerede positioner, som mange i det etablerede system besidder. Der er voksende tegn på bevidsthed hos befolkningen i mange dele af Verden om, at der foregår ting som politikerne ikke har kontrol over. Alle steder ser vi politiske skikkelser og partier komme og gå, politiske strategier implementeret og atter kasseret for deres manglende evne til at tilfredsstille den ene eller den anden faktion.

Grunden til, at vi ikke opfordrer dig til at skrive til dit folketingsmedlem, eller nogen anden regeringsinstans er, at de ikke besidder den nødvendige viden til at løse vore problemer. Deres fokus ligger på at opretholde de eksisterende systemer, ikke på at ændre dem. Det ser ud til, at der er meget få individer i eksisterende samfund der er interesserede i at fase sig selv ud. I moderne, industrialiserede samfund ligger grunden til passivitet i selve den komplicerede politiske proces – en anakronisme i en tidsalder, hvor de fleste beslutninger omkring vigtige problemstillinger kan tages på et splitsekund af et computersystem via objektiv, relevant dataindsamling.
De faktiske forhold der skal til for virkelig at skabe social forandring opstår når forholdene er blevet så elendige, at regeringer, politikere og sociale institutioner ikke længere nyder folkets opbakning og tiltro; Hvad der tidligere virkede, anerkendes nu bredt som værende irrelevant. Kun hvis befolkningen er tilstrækkelig velinformeret er det muligt at introducere en ny og forbedret social struktur.

Uheldigvis er størstedelen af Verdens befolkning tilbøjelig til at ty til simplificerede svar, som har en tendens til at repetere begivenhedernes cyklus. Konfronteret med uacceptable sociale forhold, vil mange af de gamle mønstre springe frem igen, eftersom befolkningen forsøger at finde nogen, eller noget at beskylde for deres ulykke, f.eks. minoriteter, indvandrere, afvisning af religiøse doktriner eller familieværdier, eller de højere magter.

Ægte social forandring kommer ikke fra fornuftige mænd og kvinder med gode intentioner på det personlige plan. Forestillingen om, at man kan ændre folks værdier ved at tale med dem, er meget usandsynlig. Hvis den person man taler med ikke har den fundamentale viden om hvorledes videnskabelige principper og naturlove fungerer, er det meget svært for dem at forstå hvordan brikkerne passer sammen på et holistisk plan.

Løsningerne på vore problemer findes ikke gennem anvendelsen af fornuft eller logik. Desværre lever vi for tiden ikke i en fornuftig eller logisk verden. Der ser ikke ud til at være nogen som helst historisk dokumentation for, at noget etableret samfunds leder, bevidst og med omfattende overlæg, har omstruktureret en kultur til at stemme overens med tidens forandringer. Mens der hersker liden tvivl om, at politiske ledere ¬– i begrænset omfang – modificerer enkelte adfærdsmønstre, sker de virkelige sociale forandringer på baggrund af de bio-sociale pres, som er indbygget i alle sociale systemer. Forandring kommer via naturlige eller økonomiske begivenheder, som drastisk påvirker forholdene for et stort antal mennesker i negativ retning.

Nogle af de bio-sociale pres, som kan tilskrives grundlaget for social forandring, er begrænsede ressourcer, krig, overbefolkning, epidemier, naturkatastrofer, økonomisk recession, massive nedskæringer, teknologisk forskydning af arbejdsstyrken via maskinel automatisering, og fejlslagne forsøg på løsning af disse problemer fra politisk hold. Introduktionen af pengemediet til udvekslingsprocessen skabte en væsentlig forandring i samfundet, ligesom introduktionen af mekaniseret produktion i landbruget og den industrielle revolution gjorde det.

Desværre er Verdens gammeldags sociale, politiske internationale orden ikke længere relevant for vores tid. De forældede sociale institutioner er ikke i stand til at fatte betydningen af den innovative teknologis evne til at opnå det fælles bedste for alle mennesker, og til at overvinde uretfærdighederne som påtvinges så mange. Konkurrence og knaphed har skabt en atmosfære af jalousi og mistro mellem individer og nationer. Koncepter som ejerskabsbeskyttelse, intellektuelle rettigheder, copyrights og patenter, som er manifesteret i forretningsverdenen og i de enkelte landes suverænitet, forhindrer den frie udbredelse af information, som er nødvendig for at imødegå globale udfordringer. Den Europæiske Union repræsenterer et forsøg på at bygge bro fra nutiden til fremtiden, men den er komplet utilstrækkelig i denne henseende, i og med, at den støtter sig til det monetære systems krykke.

Vi kan ikke gå tilbage til traditionelle værdier, som ikke længere er relevante. Ethvert forsøg på tilbagevenden til tidligere tiders metoder, ville dømme utallige millioner til et liv i unødig elendighed, slid og lidelse.

Men det er ikke nok blot at pointere de begrænsende faktorer, som med stor sandsynlighed truer alle nationers overlevelse. Den udfordring alle kulturer vil stå overfor i denne teknologiske tidsalder – nogle mere end andre – er tilvejebringelsen af en blød overgang som gradvist introducerer en mere hensigtsmæssig måde at opfatte os selv, miljøet og administrationen af menneskelige forhold på.

I sidste ende afhænger menneskehedens overlevelse af planlægning på globalt plan, og gennem samarbejde at opsøge nye alternativer med en relativ fokus på forbedrede sociale konstellationer. Hvis menneskeheden skal have en chance for at opnå fælles fremgang, er universel adgang til ressourcer afgørende.

Samtidig med introduktionen af nye paradigmer, som fremmer menneskelige og miljømæssige anliggender, må der skabes en metodologi for at realisere dette. Hvis disse mål skal nås, må det monetære system nødvendigvis overleves af en verdensomspændende, ressourcebaseret økonomi. For effektivt og økonomisk at udnytte de tilgængelige ressourcer, kan de nødvendige kybernetiske og digitaliserede teknologier med tiden implementeres for at sikre en højere levestandard for alle. Med intelligent og human implementering af videnskab og teknologi, kan Verdens nationer lede og forme fremtiden i trit med bevarelsen af miljøet og menneskeheden.

Det, der kræves for at opnå et globalt samfund, er en omfattende, praktisk og internationalt acceptabel grundplan. Derudover må vi etablere et internationalt planlægningsråd, som er i stand til at oversætte denne grundplan og de fordele, der ville kunne opnås gennem global forening. Dette forslag må siden præsenteres i et folkeligt, letforståeligt sprog, på en måde så ikke-tekniske individer nemt kan forstå det.

Helt bogstaveligt skal ingen tage beslutninger om hvorledes en sådan grundplan skal udvikles. Den må nødvendigvis være baseret på Jordens bæredygtighed og dens ressourcer, basale menneskelige behov, o. lign. Hvis vi vil bevare vores civilisation, bliver vi nødt til at koordinere avanceret teknologi og tilgængelige ressourcer med en total, human, global systematisk tilgang.

Der er ingen tvivl om, at mange af de professioner som vi tager for givet i dag, med tiden vil blive udfaset. Med den hastighed vi allerede i dag ser forandringer, vil en stor del forældede beskæftigelser forsvinde hurtigere, og meget mere vidtrækkende, end i nogen anden periode i historien. I et samfund, som anvender en systematisk tilgang, vil disse beskæftigelsesområder blive erstattet af interdisciplinære hold – systemanalytikere, computerprogrammører, driftsudviklere og dem, der sammenkæder Verden i omfattende kommunikationsnetværk, assisteret af højhastighedscomputere. De vil ultimativt lede os til en storstilet, computerbaseret metode for social drift. Social drift er alt for kompleks for valgte politikere.

Tilsyneladende har de fleste politikere ikke seriøs fokus på dette og andre problemer. Kun i krigsplagede perioder, eller i nationale nødsituationer, tilkalder vi interdisciplinære hold for at hjælpe med at finde brugbare løsninger på forskellige sociale problemer. Hvis vi anvendte den samme grad af videnskabelig mobilisering som vi gør i krigstid, kunne vi opnå enorme gavnlige effekter på i løbet af relativt kort tid. Dette kunne nemt gennemføres ved at udnytte mange af vore universiteter, højere læreanstalter og andet mandskab, for bedst muligt at fastlægge eventuelle alternativer til metoder for løsning af disse problemer. Med tiden ville dette hjælpe os til at fastslå de mulige overgangsparametre som kan skabe grundlaget for en bæredygtig, global civilisation.

Den sociale forandringsproces er nødt til at tillade ændringer i forhold som løbende opdaterede designparametre, samt give plads til indførsel af nye teknologier i de spirende kulturer. Designhold kan, ved hjælp af integrerede computersystemer, automatisk informeres om nyudviklinger. Eftersom denne proces konstant opdateres, vil den generere et mere hensigtsmæssigt adfærdskodeks. Med hensigtsmæssigt adfærdskodeks mener vi de nødvendige tekniske procedurer en given opgave kræver.

Alle de begrænsninger, vore dages monetære system pålægger os, kunne elimineres ved at indføre en global konsensus for en verdensomspændende ressourcebaseret økonomi, hvori alle planetariske ressourcer anses for og behandles som værende alle klodens beboeres fælles arv. På denne måde kunne Verden og vore tekniske foranstaltninger forsyne os med en uendelig strøm af materielle goder og ydelser, uden brug af gæld eller skatter af nogen art.


DET FORÆLDEDE MONETÆRE SYSTEM

På trods af at talentfulde reklamefolk forleder os til at tro noget andet i forbindelse med introduktion af ny teknologi, er de menneskelige omkostninger – i kraft af vor tids monetære system – af liden interesse for dem der introducerer teknologien. På nær – naturligvis – i vores egenskab af kunder. I et monetært baseret system er de vigtigste interesser for industrien profit, opretholdelse af konkurrencedygtighed og et vågent blik på bundlinjen, i modsætning til hensynet til menneskehedens velbefindende. De sociale problemer, der opstår som følge af massearbejdsløshed i forbindelse med udvikling af automatisering, opfattes som irrelevante, hvis de overhovedet overvejes. Ethvert menneskeligt behov som kan opfyldes, anses som værende sekundært i forhold til at skabe profit for virksomheden. Hvis ydelsen ikke er profitabel, bliver denne ydelse fjernet. Det industrien forsøger at gøre, er at forbedre sin konkurrenceevne for at øge profitmargenen for sine aktionærer eller investorer. Det tjener ikke det monetære systems interesser at udvikle produkter og ydelser for at forbedre menneskers liv. Med den stigende folkelige bekymring over drivhuseffekt, syreregn, luft- og vandforurening osv., ser vi også virksomheder begynde at indse, at det er i deres egen interesse at fokusere på sociale og miljømæssige forhold, for at opretholde markedsandele. Selvom sådanne tiltag er prisværdige, er de utilstrækkelige som metode til at løse overordnede problemer med affald, miljømæssigt forfald og unødvendig menneskelig lidelse.

Det monetære system har været et brugbart, men midlertidigt værktøj. Det opstod som et middel til at repræsentere værdi, som konsekvens af knapheden på objekter og arbejdskraft. Det monetære system afløste vareudvekslingssystemet, hvori man byttede objekter og arbejdskraft direkte. Men ligesom der i fortiden ingen overordnet "bytte-standard" var, er der i dag heller ikke et globalt monetært system. Individer og grupper nu, som i fortiden, er stadig nødsaget til at udveksle objekter og arbejdskraft for dagens produkter og ydelser. Den ulige fordeling af evner, ressourcer og materialer over hele kloden nødvendiggør global handel.

Indtil for et par årtier siden virkede det monetære system til en vis grad. Det globale befolkningstal på omkring 3 milliarder overforbrugte ikke Jordens ressourcer og energi, global opvarmning var ikke tydelig, og luft- og vandforurening optog kun relativt få. I starten af det 21. århundrede oplever vi til gengæld en eksponentiel stigning i befolkningstallet til over 6 milliarder, mens ressourcer og energireserver udtømmes, og global opvarmning og verdensomspændende forurening øges. Planeten Jorden er i krise, og størstedelen af dens befolkning har ikke midlerne til at købe stadigt dyrere ressourcer. Penge er blevet afgørende for folks levestandard, i stedet for tilgængeligheden til ressourcer.

I et monetært system er købekraft ikke relateret til vores evne til at producere varer og ydelser. F.eks. ligger der i perioder med recession masser af cd’er i forretningsvinduerne, og der står biler i udstillingslokalerne, men mange mennesker har ikke råd til at købe dem. Jorden er fortsat det samme sted; det er kun de forældede spilleregler som skaber ufred, afsavn og unødig menneskelig lidelse.

I vore dages profitkultur producerer vi ikke varer baseret på menneskelige behov. Vi bygger ikke huse baseret på befolkningens behov. Vi producerer ikke mad for at brødføde folk. Industriens fremmeste motivation er profit.

Det monetære system er nu blevet en forhindring for overlevelse, i stedet for at være et middel for individuel eksistens og vækst. Dette imaginære værktøj har overlevet sin egen anvendelighed. Begrænsningerne, som dette system har pålagt Jordens befolkning, kan nu udfases. Det er ikke penge, folk har brug for, men adgang til varer og ydelser. Eftersom menneskeheden er afhængig af ressourcer for at eksistere, bør afløseren for den monetære økonomi først og fremmest sikre tilvejebringelsen af disse ressourcer direkte til alle mennesker, uden at være afhængig af finansielle eller politiske interesser, til fremme af disses private formuer, på bekostning af befolkningens liv og levebrød. Systemet, som skal afløse det monetære er derfor – logisk set – en ressourcebaseret økonomi. Denne globale, ressourcebaserede økonomi ville gradvist blive indført, mens det monetære system bliver udfaset.

Alle Verdens økonomiske systemer – socialisme, kommunisme, fascisme, ja selv det højt besungne frie, kapitalistiske markedssystem – fremelsker social lagdeling, elitisme, nationalisme og racisme, primært baseret på økonomisk ulighed. Så længe et socialt system benytter penge eller byttehandel, vil mennesker og nationer søge at opretholde deres fordelagtige positioner. Hvis de ikke får lov til dette gennem handel, vil de ty til militær indgriben.

Krig repræsenterer nationers ultimative fallit i forsøget på at nå til enighed. Fra et rent pragmatisk synspunkt er krig det mest ineffektive spild af liv og ressourcer, der nogensinde er opfundet af noget væsen på planeten. Denne primitive og voldelige måde at forsøge at løse internationale stridigheder på, har antaget stadig mere uhyggelige proportioner med opfindelsen af langtrækkende, datamatiserede, atomare våbensystemer, dødelige sygdomme og gasser, for ikke at nævne truslen om sabotage mod hele nationers computersystemer. Trods ønsket om at opnå fred mangler man oftest den viden der skal til, for at nå til en fredelig løsning.

Krig er ikke den eneste form for vold i både industri- og ulande, som bliver påført befolkningen som funktion af utilstrækkelige sociale strukturer. Der er desuden hungersnød, fattigdom og knaphed. Så længe penge er i brug, vil stiftelsen af gæld og økonomisk usikkerhed fremelske kriminalitet, lovløshed og bitterhed. Papirproklamationer og traktater ændrer ikke omstændigheder som knaphed og usikkerhed. Og nationalisme synes kun at øge kløften mellem nationer og folkeslag.

Selv underskrivelsen af en fredsaftale kan ikke afværge endnu en krig, hvis de underliggende årsager ikke håndteres. International lov har en tendens til at fastfryse tingenes tilstand. Alle de nationer, der med magt og vold har erobret land Verden over, vil forsøge at fastholde deres kontrol over territoriale og ressourcemæssige fordele. Hvad enten vi er klar over det eller ej, kan sådanne aftaler kun midlertidigt suspendere konflikter.

At forsøge at lede efter løsninger på de monumentale problemer vi står overfor, indenfor rammerne af vor nuværende samfundsstruktur, vil kun tjene som en midlertidig lappeløsning, og forlænge et forældet system.

I denne verden af konstant forandring er det ikke længere et spørgsmål om hvorvidt vi vælger at foretage de nødvendige ændringer. Det helt enkelt påkrævet, at vi påtager os denne udfordring og tager disse nye betingelser til os. Alternativet er at imødegå vort nuværende sociale og økonomiske systems uundgåelige forfald.

Det er dette dilemma vi må konfrontere direkte, og de løsningsmodeller vi udvikler må passe til forholdene i "den rigtige verden". Der synes ikke at være nogen anden vej end at opdatere vort livssyn og skabe en ny retning ved at forvise "den gamle verdens værdier" til de fortidige civilisationer de repræsenterer. Desværre kan dette muligvis ikke opnås før vi har nået "point of no return" i den globale økonomi.


EN RESSOURCEBASERET ØKONOMI

Fremlagt her er en simpel tilgang til en konstruktionsændring af vores kultur, i hvilken de ældgamle utilstrækkeligheder som udgør krig, fattigdom, hungersnød, gæld og unødvendig menneskelig lidelse ikke bare ses som undgåelige, men som totalt uacceptable. Denne nye sociale konstruktion arbejder for at eliminere de grundliggende årsager til mange af vore problemer. Men, som tidligere nævnt, kan de ikke elimineres indenfor rammerne af det nuværende monetære og politiske etablissement. Menneskelig adfærd er underlagt de samme love som alle andre fysiske fænomener. Vore skikke, adfærdsmønstre, og værdier er biprodukter af vores kultur. Ingen er født med grådighed, fordomme, snæversyn og had – disse egenskaber er tillærte. Hvis miljøet ikke ændres, vil tilsvarende problemer genopstå.

Disse bestræbelser kan ikke opnås i et monetært baseret samfund, fuld af affald og udnyttelse af mennesker. Med sin planlagte forældelse, forsømmelse af miljøet, skandaløse militære oprustning og den opslidte metodik, der anvendes for at forsøge at løse problemer gennem lovgivning, spiller dette system fallit. Derudover er troen på, at avancerede teknologier vil lede til en forbedring af livskvaliteten for flertallet ikke tilfældet i et monetært system. Flere og flere virksomheder udnytter de fantastiske fordele ved automatisering, hvilket resulterer i højere produktion og færre ansatte. Virksomhedernes kortsigtede fokusering på profit vil i sidste ende resultere i alle Verdens monetært baserede økonomiers endeligt. Hvis det monetære system får lov at fortsætte, vil vi kunne se frem til endnu mere teknologisk arbejdsløshed – det, der i dag kaldes nedskæringer. Fra 1990 til 1995 fyrede amerikanske virksomheder svimlende 17.1 millioner ansatte, mange af hvilke som direkte konsekvens af automatisering. Automatisering vil fortsætte med at erstatte mennesker langt ind i forudsigelig fremtid, hvilket resulterer i mangel på købekraft hos disse fyrede medarbejdere. På trods af ekspanderende globale markeder, vil de menneskelige omkostninger i form af arbejdsløse – og disses mistede købekraft og råderum – uundgåeligt frembringe massive og uhåndterlige sociale problemer.

Da Den Store Depression toppede i 1930'erne, indførte Roosevelt-administrationen nye sociale love, som var rettet mod at minimere revolutionære tendenser, og mod det voksende arbejdsløshedsproblem. Arbejdspladser blev skabt gennem de såkaldte Works Progress Administration, Civilian Conservation Corps, National Recovery Act, "transient camps", og Federal Arts-projekter. Anden Verdenskrig trak i sidste ende USA ud af denne verdensomspændende depression. Hvis vi tillader de nuværende forhold at løbe deres naturlige rute, vil vi snart stå overfor endnu en international recession, muligvis af endnu større proportioner. I tiden omkring Depressionen havde USA kun 600 førsteklasses kampfly. Ved Anden verdenskrigs begyndelse øgedes produktionen lynhurtigt til 90.000 fly om året. Havde landet penge nok til at betale for dette? Svaret er nej. Ej heller havde det nok guld. Men det havde mere end nok ressourcer og mandskab til at opnå den produktion og effektivitet, der skulle til, for at vinde krigen. Desværre ser vi kun en sådan fuldstændig indsats i forbindelse med krig eller katastrofer.

Vi lever i en kultur som kun synes at samarbejde i krisetider. Kun i krigstid samler vi interdisciplinære hold for at imødegå en trussel fra menneskelig aggression. Kun i tider med nationale nødsituationer gør vi tilsvarende for at løse en naturlig eller menneskeskabt trussel. Sjældent, hvis overhovedet, gør vi dette for at finde brugbare løsninger på sociale problemer. Hvis vi mønstrer de samme kræfter i videnskabelig mobilisering til gavn for sociale forbedringer, som vi gør under en krig eller katastrofe, kan enorme resultater opnås på relativt kort tid.

Jorden er stadig overvældende rig på ressourcer. I dag er vores praksis med at rationere ressourcer via penge ikke bare irrelevant, den står i kontrast til folkets velbefindende. Dagens samfund har adgang til højt avancerede teknologier, og kan nemt tilvejebringe mere end nok til at skabe en meget høj levestandard for alle verdens folkeslag. Dette er muligt gennem implementering af en ressourcebaseret økonomi.

Helt enkelt forklaret anvender en ressourcebaseret økonomi eksisterende ressourcer i stedet for penge, og tilvejebringer en retfærdig metode til distribution, på den mest humane og effektive måde, for hele befolkningen. Det er et system i hvilket alle naturlige, menneskeskabte, maskinelle og syntetiske ressourcer er tilgængelige uden brug af penge, kredit, byttehandel eller nogen anden form for symbolsk udveksling. En ressourcebaseret økonomi anvender eksisterende ressourcer fra land og hav, og produktionsmetoder, såsom fysisk materiel og industrielle anlæg, for at forbedre livet for den samlede befolkning. I en økonomi, der er baseret på ressourcer frem for penge, kan vi nemt producere alle livets nødvendigheder og skabe en høj levestandard for alle.

For yderligere at forklare konceptet bag en ressourcebaseret økonomi, kan vi anvende følgende eksempel: En gruppe mennesker er strandet på en ø med enorme mængder købekraft i form af guld, sølv og diamanter. Al denne rigdom er irrelevant i forhold til deres chancer for at overleve, hvis øen har få ressourcer som mad, ren luft og vand. Kun i tilfælde af, at gruppens antal overstiger øens kapacitet til at holde dem i live, vil problemer som grådighed, kriminalitet og vold opstå. På den anden side, hvis gruppen var strandet på en ø med overflod af naturlige ressourcer, der langt overstiger gruppens basale behov for overlevelse, så ville behovet for et monetært system være irrelevant. Det er kun når der er knaphed på ressourcerne, at penge kan anvendes til at kontrollere distributionen af disse. Ingen kan f.eks. sælge luften de indånder, sandet på stranden eller saltvandet i havet til nogen anden på øen, som har samme frie adgang til disse ting. I en ressourcebaseret økonomi ville alle Verdens ressourcer betragtes som hele Verdens befolknings fælles arv, hvilket i sidste ende ville nedbryde alle de kunstige grænser som adskiller mennesker. Dette kunne kaldes "den forenende nødvendighed".

Vi må fremhæve, at denne tilgang til et globalt styre intet som helst har til fælles med nutidens korporative elites målsætning om, at skabe en verdensregering med dem selv og store virksomheder i førersædet, og størstedelen af Verdens befolkning underlagt dem. Globalisering i en ressourcebaseret økonomi bemyndiger hvert eneste menneske på planeten til at være det bedste det kan, ikke til at leve i ussel undertvingelse, kontrolleret af en regerende instans.

Alle sociale systemer, uanset politisk filosofi, religiøs overbevisning, eller sociale skikke er først of fremmest afhængige af naturlige ressourcer såsom ren luft og rent vand, dyrkbar landjord og de teknologier og mandskaber, som er påkrævet for at opretholde en høj levestandard. Dette kan opnås gennem intelligent og human anvendelse af videnskab og teknologi. Enhver nations ægte værdi ligger i dens udviklede og potentielle ressourcer, og i de mennesker som arbejder for afskaffelsen af knaphed og udvikling af en mere human livsstil. En ressourcebaseret økonomi anvender teknologi til at overvinde knappe ressourcer ved at benytte vedvarende energikilder, datamatisering og automatisering af produktion, inventar og distribution, for derigennem at skabe sikre, energieffektive byer, universel sundhedspleje og relevant uddannelse, og – vigtigst af alt – generere et nyt incitamentssystem baseret på menneskelige og miljømæssige hensyn.

Desværre er videnskab og teknologi i dag blevet afsporet fra disse mål, delvist grundet planlagt forældelse og bevidst tilbageholdelse af effektivitet, som monetær fortjeneste og selviskhed er skyld i. F.eks. er det en ironisk situation, når the U. S. Department of Agriculture (det amerikanske landbrugsministerium) – hvis funktion det er at forske i måder at opnå højere udbytte af afgrøder pr. acre på – betaler bønder for ikke at producere ved fuld kapacitet, mens mange mennesker sulter. Et andet eksempel er nogle virksomheders illegale dumping af affald i oceaner og floder for at spare penge, når mere økologisk forsvarlige metoder eksisterer. Et tredje eksempel er visse industriers uvilje til at installere elektrostatiske filtre i deres fabrikkers skorstene, selvom teknologien har været tilgængelig i mere end 75 år. Det monetære system anvender ikke altid kendte metoder, som ville være bedst for mennesker og miljø.

I en ressourcebaseret økonomi har det menneskelige aspekt førsteprioritet, og teknologien er underlagt dette, hvilket resulterer i en betragtelig stigning i fritid. I et produktionssystem som primært anvender maskiner, og hvor produkter og ydelser er tilgængelige for alle, er koncepter som "arbejde" og "at tjene til dagen og vejen" irrelevante. Men hvis de menneskelige konsekvenser af automatisering fortsætter som i dag, så bliver alle vore videnskabelige og teknologiske fremskridt af mindre betydning.

Vor tids højhastigheds- og højkapacitets-computersystemer, også kaldet "the Information Superhighway" eller Internettet, kan assistere os i at definere de variabler og parametre som er påkrævet for driften af en ressourcebaseret økonomi, tilpasset de miljømæssige forhold og behov. Overudnyttelse af ressourcer bliver unødvendig og oversteget.

Mange mennesker mener, at der er for meget teknologi i Verden i dag, og at teknologi er den største grund til vores miljømæssige forurening. Dette er ikke tilfældet. Det er nærmere misbrug og forkert anvendelse af teknologien, der burde optage os. Sagt på en meget enkel måde kan en hammer bruges til at konstruere en bygning, men den kan også bruges til at slå nogen ihjel. Det er ikke hammeren der er problemet, men hvorledes den bliver anvendt.

Kybernetisering, eller anvendelsen af computere og automatisering i et socialt system, kunne betragtes som "menneskehedens uafhængighedserklæring", hvis den implementeredes humant og intelligent. Denne grundige implementering kunne i sidste ende gøre det muligt for alle mennesker at opnå den højest tænkelige levestandard, stort set fritaget for arbejdsbyrde. Den kunne – for første gang i menneskehedens historie – frigøre mennesket fra en højt struktureret og udefra påtvunget rutine af repetitiv og triviel aktivitet. Den kunne lade folk vende tilbage til det gamle græske koncept for fritid, i hvilket slaver gjorde det meste af arbejdet, og "mænd havde tid til at kultivere deres tanker". Den afgørende forskel er, at hver af os i fremtiden ville kontrollere mere end en million slaver – men de ville være mekaniske og elektriske slaver, ikke medmennesker. Dette ville for altid afslutte den nedladende udnyttelse af noget menneske, således at han eller hun kunne leve et produktivt og mindre stressfyldt liv i overflod. Måske ligger den største hjælp til menneskehedens overlevelse i opfindelsen af kybernetisering, den elektroniske computer og kunstig intelligens, som meget vel kan redde menneskeheden fra dens egen utilstrækkelighed.

En ressourcebaseret økonomi kræver en konstruktionsændring af vore byer, transportsystemer og industrielle anlæg, så disse er energieffektive, rene og på en behændig måde understøtter alle menneskers behov, materielle såvel som spirituelle. Disse nye kybernetiserede byer vil have et elektronisk og autonomt nervesystem, som integrerer alle områder i det sociale kompleks med hinanden. Deres funktion vil være at koordinere balancen mellem produktion og distribution, og overvåge en "balance/pres-økonomi". Beslutninger vil blive truffet på basis af feedback fra miljøet. I modsætning til dagens maniske fokus på national sikkerhed, der stikker næsen dybere og dybere i folks privatliv, vil det – i en verdensomspændende ressourcebaseret økonomi, hvor ingen behøver at tage noget fra andre – blive anset som socialt anstødeligt og uproduktivt at have maskiner, der overvåger mennesker. Faktisk vil en sådan personlig grænseoverskridelse slet ikke tjene noget nyttigt formål.

Lad os forklare mere om, hvorledes et kybernetiseret bysystem ville fungere. I landbrugsbæltet ville elektroniske sensorer, nedlagt i jorden, automatisk overvåge vandstand, jordkvalitet, næringsstoffer, osv., og foretage korrektioner uden behov for menneskelig indblanding. Denne metode for industriel elektronisk feedback kunne anvendes til administration af hele den globale økonomi.

Alle råmaterialer, der anvendes til at fremstille produkter, kan transporteres direkte til produktionsfaciliteterne via automatiserede transport-"sekvenser", såsom skibe, monorails, tog, rørledninger, pneumatiske rør og lignende. Alle transportsystemer er fuldt udnyttet i begge retninger. Der ville ikke være nogen tomme lastbiler, tog eller transportenheder på returkørsler. Der ville ikke være godstog som står parkeret, og afventer et tidspunkt i en forretningscyklus. Et automatiseret logistiksystem ville være koblet til såvel distributionscentre som produktionsfaciliteter, således at den krævede produktion på ethvert givet tidspunkt ville være optimeret til stående behov, samtidig med at en konstant evaluering af præferencer og forbrug foretages gennem statistik. På denne måde kunne en balance/pres-økonomi sikres og mangel, overproduktion og affald elimineres.

Måden hvorpå varer og ydelser distribueres i en ressourcebaseret økonomi, uden brug af penge eller symbolsk værdi, kunne opnås gennem oprettelsen af distributionscentre. Disse distributionscentre ville ligne et offentligt bibliotek eller en udstilling, hvor fordele ved nye produkter kunne forklares og demonstreres. Hvis man f.eks. tog en tur til Yellowstone National Park, ville man kunne tage et kamera på stedet, tage film eller billeder, og er man ikke interesseret i at beholde det, kunne man aflevere det til et andet distributionscenter eller afleveringspunkt, hvilket ville eliminere behovet for at opbevare og vedligeholde udstyret.

Udover de datamatiserede centre, som ville være lokaliseret flere steder i de forskellige byer, ville der være 3D-billedsystemer i folks hjem, hvorfra man kunne bestille varer og ydelser, som så automatisk ville blive leveret direkte til døren, meget lig den procedure vi kender i dag fra internettet.

Med implementeringen af et ressourcebaseret, verdensomspændende system kan en fuldstændig indsats iværksættes for at udvikle nye, rene, vedvarende energikilder (såsom geotermisk, kontrolleret fusion, solvarmekoncentratorer, solcelleteknologi, vindenergi, bølgeenergi, tidevandsenergi, mfl.). Med tiden vil vi have næsten uudtømmelige energikilder til glæde for kommende generationer i årtusinder.

For bedre at forstå principperne i en ressourcebaseret økonomi, kan du overveje følgende: Hvis alle pengene i Verden pludselig forsvandt, men alle marker, fabrikker og andre ressourcer forblev intakte, kunne vi bygge hvad som helst vi lystede for at opfylde ethvert menneskeligt behov. Det er ikke penge folk har brug for, men frihed og adgang til dækning af de fleste af deres behov, uden nogensinde at behøve at henvende sig til et regeringsbureaukrati, eller nogen anden instans. I en ressourcebaseret økonomi ville penge være irrelevante. Alt hvad der ville kræves er ressourcerne, produktionen og distributionen af produkter.

Tag f.eks. bilen. For at komme til roden af et evt. problem i motoren, må vi fjerne en hel del materiale før vi kommer til problemets kerne. Hvorfor er de bygget så kompliceret? Grunden er ganske enkelt den, at nem reparation ikke er på fabrikanternes dagsorden. De skal ikke betale for at reparere bilen. Hvis de skulle, kan jeg garantere dig, at de ville designe biler med modulære komponenter som nemt kan fjernes, og dermed give lettere adgang til motoren. Den form for konstruktion ville være fremherskende i en ressourcebaseret økonomi, fordi der ingen profit ville være i at servicere bilen, eller nogen andre produkter. Påfølgende ville alle produkter være af højest mulig kvalitet, og de ville være konstrueret enkelt for at gøre det bekvemmeligt at servicere dem. Transportmidler konstrueret på denne måde kan nemt designes til at være service-fri i adskillige år. Alle komponenter i bilen kan nemt udskiftes, endda med forbedrede teknologier, når behovet opstår. Med tiden, efterhånden som udvikling af f.eks. magnetiske lejer bliver en realitet, kan behov for smøring blive fortid. Sensorer i fartøjerne vil forhindre kollisioner, hvilket yderligere vil nedbringe behovet for service og reparation.

Denne samme proces ville blive gentaget for alle andre produkter. Alle industrielle apparater ville blive udviklet med henblik på genbrug. Men enkelte produkters livscyklus ville være meget længere, takket være intelligent og effektivt design, hvilket ville medvirke til at reducere affaldsmængden. Der ville ikke forekomme "planlagt forældelse", efter hvilket princip produkter bevidst designes til at bryde ned eller slides op. I en ressourcebaseret økonomi ville den anvendte teknologi og effektivitet spare energi, reducere affald, og skabe mere fritid. I overgangsperioden kunne arbejdsugen blive forskudt, således at trafikpropper og sammenstimlinger af mennesker på alle steder hvor mennesker samles, som f.eks. strande og rekreative områder, reduceres.

De fleste emballagesystemer ville blive standardiseret, og dermed optage mindre lagerplads og tilbyde nemmere håndtering. For at eliminere affald skabt af papir såsom aviser, bøger og andre publikationer, kunne disse eksempelvis afløses af en proces i hvilken en lysfølsom film lægges henover en monitor eller TV, hvilket producerer en midlertidig afskrift. Materialet kan gemme informationen til den slettes. Dette ville bevare vore skove og spare millioner af tons papir, som udgør en stor del af den nuværende genbrugsproces. Med tiden ville brugen af papir ikke længere være nødvendig – ingen reklamer, penge, breve, aviser, telefonbøger, osv.

I takt med, at behovet for diverse professioner, som er baseret på det monetære system, såsom advokater, revisorer, bankfolk, forsikringsagenter, reklamefolk, salgspersonale og børsmæglere mindskes, vil en stor mængde affald og uproduktiv arbejdskraft kunne afskaffes helt. Uanede mængder af tid og energi ville også kunne spares, ved at eliminere duplikering af konkurrerende produkter. I stedet for at have hundredvis af fabrikker og al det papirarbejde og personale, som er påkrævet for produktion af stort set ens konkurrerende produkter, ville vi kun se en brøkdel heraf som nødvendige for at servicere befolkningen med produkter af den højest mulige kvalitet. I en ressourcebaseret økonomi ville planlagt forældelse ikke forekomme.


MOTIVATION, INCITAMENT & KREATIVITET

Det påstås, at det såkaldte frie markedssystem skaber incitament. Dette kan til en vis grad være sandt, men det fremelsker også grådighed, underslæb, korruption, kriminalitet, økonomisk elendighed, stress og usikkerhed. Samtidig er påstanden om, at det monetære system og konkurrence genererer incitament ikke altid korrekt. De fleste af vore største gennembrud inden for videnskab og teknologi er et resultat af ganske få individers arbejde, oftest uafhængigt og imod stor opposition. Anerkendte bidragydere som Goddard, Galileo, Darwin, Tesla, Edison, og Einstein var individer som var langt mere optaget af at løse problemer og forbedre processer, end af at skrabe formue til sig. Faktisk oplever vi jo, at det ofte er forbundet med mistro at besidde stillinger forbundet med forvaltning af penge – advokater, forretningsmænd, sælgere og mange andre professioner, skeles der olmt til.

Nogle vil spørge: "Men hvis alle basale goder er frit tilgængelige, hvad vil så motivere folk?" Dette svarer til at sige, at børn, der opdrages i velstående miljøer, i hvilke deres forældre sørger for al den nødvendige mad, tøj, husly, næring og god uddannelse, udviser stor mangel på incitament og initiativ. Der er ganske enkelt ingen beviser for denne fejlagtige antagelse. Der er derimod overvældende mange beviser på, at forhold som fejlernæring, arbejdsløshed, ingen eller dårlig uddannelse, lave lønninger, dårligt helbred, mangel på mål, hjemløshed, liden eller ingen ros for indsats, dårlige rollemodeller, fattigdom og dårlige fremtidsudsigter skaber monumentale individuelle og sociale problemer, og i vid udstrækning ødelægger incitament og initiativ. Målet for en ressourcebaseret økonomi er at tilskynde og udvikle et nyt incitamentssystem; ét, der ikke længere er rettet mod den overfladiske og selvcentrerede jagt på rigdom, ejendom og magt. Disse nye incitamenter ville få folk til at forfølge helt andre mål, såsom selvrealisering og kreativ udfoldelse, udryddelse af knaphed, beskyttelse af miljøet og lindring af lidelse for deres medmennesker.

Mennesker som har adgang til god næring i et særdeles produktivt og humant samfund, vil udvikle et nyt incitamentssystem, som er uopnåeligt i et monetært system. Der ville være et sådant væld af muligheder for udforskning, oplevelse og opfindelse, at begreber som kedsomhed og apati ville være absurde. Incitament bliver ofte knust i vores nuværende kultur, hvori en person ikke tør drømme om en fremtid, som virker uopnåelig for ham eller hende. Den vision af fremtiden, som alt for mange kan se frem til i dag, består af endeløse dage af tomhjernet slid og spildt liv, ødslet bort, blot for at tjene penge nok til at overleve fra den ene dag til den næste.

Hver på hinanden følgende periode i tiden skaber sit eget incitamentssystem. I tidligere tider var incitamentet til at jage efter mad skabt af sult, incitamentet til at skabe et spyd eller en bue og pil var at forbedre jagtresultaterne. Ved overgangen til landbrugssamfundet var motivationen til at jage ikke længere relevant, og incitamenterne ændrede sig til kultivering af afgrøder, opdrætning af husdyr og beskyttelse af personlig ejendom. I en civilisation hvor mennesker har fri adgang til mad, sygepleje, uddannelse og husly, vil incitamenterne igen gennemgå forandringer; Folk ville være fri til at udforske andre muligheder og livsstile, som ikke kunne forudses i tidligere tider.

Karakteren af incitament og motivation er afhængig af mange faktorer. Vi ved f.eks., at et individs fysiske og psykiske helbred er direkte relateret til personens selvværd og velbefindende. Vi ved også, at alle sunde spædbørn er nysgerrige. Det er kulturen der skaber det, som nysgerrigheden og motivationen rettes imod. I Indien, og i andre områder med stor knaphed, er der f.eks. mange mennesker, som er motiveret til ikke at tilrane sig formue og magt; de forsager alle verdslige goder. Under de forhold de befinder sig, er dette ikke svært. Det synes dog at stå i direkte kontrast til andre kulturer, der værdsætter akkumulering af materiel velstand. Men hvilken er mest gyldig? Dit svar på dette spørgsmål afhænger af din referenceramme, nemlig dit kulturelt influerede værdisystem.

Mange eksperimenterende psykologer og sociologer har vist, at de miljømæssige påvirkninger spiller en afgørende rolle for vores opførsel og værdier. Hvis konstruktiv adfærd belønnes ordentligt i den tidlige barndom, bliver barnet tilbøjeligt til at gentage den belønnende adfærd, forudsat at denne opfylder barnets individuelle behov. Hvis en fodbold f.eks. gives til et barn som er interesseret i botanik, ville dette ikke være en belønning i barnets optik. Det er meget uheldigt, at så mange individer i vores samfund i dag ikke bliver ordentligt belønnet for deres kreative præstationer. I nogle tilfælde er enkelte individer tilsyneladende i stand til at overvinde begrænsningerne i deres miljø, på trods af manglen på positive tilskyndelser. Dette skyldes barnets egen "selvtilskyndelse", hvormed det kan se en forbedring i forhold til den aktivitet, det indgår i – og opnå en immanent følelse af formåen. Forstærkelsen ligger ikke i ros fra andre, ej heller i monetær gevinst. De børn som er afhængige af ros fra andre, synes at have et forholdsmæssigt lavt selvværd, mens børn som ikke er afhængige af ros fra andre, for det meste opnår en form for selvros ved at forbedre deres egen formåen.

I løbet af vores historie har der været mange reformatorer og opfindere, som er blevet nådesløst udnyttet, latterliggjort og misbrugt, mens de økonomisk set fik meget lidt ud af deres anstrengelser. Men de fortsatte alligevel, fordi de var motiverede til at lære og opdage nye måder at gøre ting på. Kreative individer som Leonardo Da Vinci, Michelangelo og Beethoven, der modtog generøse sponsorater fra rige velgørere, mistede de ikke deres higen efter viden det mindste. Tværtimod gjorde det dem i stand til at nå nye, kreative højder, blive mere vedholdende og opnå flere individuelle præstationer.

Dette er et svært koncept at begribe, fordi de fleste af os er opdraget med et værdisystem som har givet os en række forestillinger om, hvordan vi bør tænke og opføre os i forhold til penge og motivation. Disse er baseret på ældgamle ideer som er irrelevante i dag.

Det er blevet sagt, at krig genererer kreativitet. Dette bevidst forfalskede udsagn har ingen faktuel basis. Det er regeringernes finansiering af krigsindustrien, som fremmer udviklingen af mange nye materialer og opfindelser. Der er ingen tvivl om, at et fornuftigere samfund ville være i stand til at skabe et mere konstruktivt incitamentssystem, hvis vores viden om de forhold, der former menneskeligt incitament blev udnyttet.

I dette nye, sociale arrangement, vi kalder en ressourcebaseret økonomi, bliver motivation og incitament fremelsket gennem erkendelsen af – og omsorgen for – individets behov. Dette indebærer, at vi skaber de nødvendige rammer for miljø, uddannelsesfaciliteter, næring, sygepleje, omsorg, kærlighed og sikkerhed, som alle mennesker har brug for.


DET MENNESKELIGE ASPEKT

I vore dages samfund, er der megen polemik omkring opløsningen af den traditionelle kernefamilie, og de sociale værdier den repræsenterer. Familien ses som den primære, mest basale base, fra hvilken man opnår sine sociale færdigheder såsom at være omsorgsfuld, social, ansvarlig, stabil og empatisk overfor andre. Den stigende uro og mangel på mål, som mange unge mennesker i dag udviser, synes at underbygge denne polemik.

Som tingene er nu er begge forældre nødt til at arbejde. Den monetære økonomi har – i vid udstrækning – undermineret familiens følelse af samhørighed. Forældrene har ikke tid til deres børn, og de er konstant stressede over stigende hospitalsregninger, forsikringsafdrag, uddannelsesudgifter og generelt høje leveomkostninger. Det er på dette område, at en af de mest markante fordele ved denne nye civilisation bliver tydeligst. De foreslåede kortere arbejdsdage ville frigøre mere tid til familierelaterede aktiviteter. Fri adgang til varer og ydelser ville gøre hjemmet til et meget rarere sted, når behovet for penge, som skaber en stor del af disse problemer, er elimineret.

Med den forbedrede socialitet, som naturligt ville udspringe af ikke at være tvunget til at konkurrere om adgang til varer og ydelser, ville vi se en tendens imod udvidelse af familieenheden fra hjemmets fire vægge til lokalsamfundet. Som vi allerede ser det i andre kulturer, ville opdragelsen og udviklingen af børnene blive et fælles ansvar for hele samfundet.

Med afskaffelsen af gæld vil frygten for at miste jobbet ikke længere være en trussel. Denne sikkerhed, kombineret med uddannelse om hvorledes man interagerer med andre på en langt mere meningsfuld måde, ville drastisk reducere konflikter og stress, både mentalt og fysisk. Når undervisning og ressourcer er tilgængelige uden et prisskilt, er der ingen grænser for det menneskelige potentiale.

Frygten for ensartet opførsel i en fremtidens kybernetiseret, ressourcebaseret økonomi er ubegrundet. Den eneste uniformitet man ville finde, ville være omsorg for miljøet og en bevidsthed om vigtigheden af, at optræde med høflighed overfor alle nationer og hinanden. Alle ville tillige udvise stor nysgerrighed for alt hvad der er nyt og udfordrende. Med en bedre forståelse kunne folk opnå en fleksibilitet og livsindstilling vi aldrig har set mage til, fri for snæversyn og fordomme. Dertil kommer, at menneskene i dette nyskabende samfund ville drage omsorg for deres medmennesker og for beskyttelsen, bevarelsen og forvaltningen af Jordens naturlige miljø. Enhver, uanset race, farve, eller overbevisning ville have lige adgang til alle de bekvemmeligheder som denne højproduktive kultur ville kunne skabe.

Folk ville tilegne sig denne nye type værdisystem gennem mere avancerede og menneskelige undervisningssystemer. De ville også indse de mange fordele ved samarbejde frem for konkurrence. I et samfund uden egoisme ville det være umuligt at anvende videnskabsfolks og teknikeres talenter til våbenudvikling, eller nogen anden form for socialt fjendtligstillet bestræbelse. Vi kalder denne tilgang for "funktionsdygtig moral" (functional morality). Denne nyere, mere humane og mere produktive tilgang ville fokusere på at finde ikke-militære løsninger på internationale forskelligheder. Dette kræver et globalt livssyn, hvilket ville være en enorm forbedring, i forhold til den snæversynede nationalisme og egeninteresse, som er fremherskende i dag. Vi kunne bruge viden og information som værktøjer, der ville blive udskiftet, efterhånden som bedre egnede metoder kom til.

Nogle mennesker stiller spørgsmålstegn ved dem moralitet, der ligger i tilsyneladende at "få noget gratis". Ved en forelæsning på et college for nylig, var en studerende imod ideen om at modtage ydelser, uden at levere noget til gengæld. Jeg spurgte ham, om han selv betalte for sin skolegang, eller om det var hans forældre, der betalte. Han indrømmede, at det var hans forældre. Jeg forelagde ham også, at hvis han virkelig troede på, at ingen skal have noget for ingenting, ville han foretrække, at arven efter en rig slægtning blev givet til Hjerteforeningen eller Kræftens Bekæmpelse. Dette var han naturligvis ikke interesseret i.

Alene den omstændighed at være født i et velstående land, giver os mange ting som vi ingen større indsats yder for at få adgang til, såsom telefonen, bilen, elektricitet, rindende vand, osv. Disse gaver, skabt af menneskelig snilde og opfindsomhed, beriger os og forbedrer vores liv. Det der forringer vores liv er vores mangel på omsorg for dem, der ikke er så heldige som os, men oplever fattigdom, hungersnød og hjemløshed. De sociale konstruktioner, der foreslås i denne artikel, giver blot hvert enkelt menneske muligheden for at udvikle dets fulde potentiale indenfor dets interesseområder, uden frygten for tab af individualitet eller underkastelse til ensartethed.

Fordelene ved en ressourcebaseret økonomi kommer – per definition – alle mennesker til gode. I et monetært system er der den indbyggede basis for korruption, at opnå en konkurrencemæssig fordel over andre. Uden egoisme og brug af penge, er der ingen fordele ved at gennemtrumfe en holdning, forfalske information eller udnytte andre. Der vil ikke være behov for de underliggende, stramme, sociale barrierer, som begrænser deltagelse og tilbageholder nye ideer. Hovedmålet er adgang til information og tilgængelighed til varer og ydelser for alle. Dette vil gøre folk i stand til at være forberedt på deltagelse i de spændende udfordringer, som dette nye samfund vil byde på. En ressourcebaseret økonomi kan skabe et miljø, som tilskynder den bredest mulige vifte af individualitet, kreativitet, konstruktiv stræben og samarbejde, uden nogen teknisk, eller anden form for elitisme. Men mest betydningsfuldt, vil en ressourcebaseret økonomi fremelske et meget anderledes incitamentssystem; ét, der er baseret på menneskelig og miljømæssig omsorg. Dette vil ikke være en ensartet kultur, men én, der er konstrueret til at fungere i en konstant udviklingsproces, rettet mod fremgang og vækst.

Når vi forbedrer andres liv, beskytter vores miljø, og arbejder hen mod overflod, vil alle vore liv blive rigere og sikrere. Hvis disse værdier blev søsat, ville det gøre os alle i stand til at opnå en langt højere levestandard i løbet af relativt kort tid. En levestandard, som konstant forbedres. I en tid, hvor kommercielle institutioner ikke længere eksisterer, vil fængsler, advokater, reklamer, banker og børser ikke længere tjene et formål. I fremtidens samfund, i hvilket det monetære systems knaphed er erstattet af en ressourcebaseret økonomi, hvori de fleste fysiske og kreative behov bliver opfyldt, vil privat ejendom – som vi kender det – ophøre med at fungere som en nødvendighed, for at beskytte ens adgang til varer og ydelser. Privat ejerskab ville ingen som helst fordele have i et samfund af overflod. Selvom det er svært for mange at forestille sig, ville selv de rigeste mennesker af i dag være mange gange bedre stillet i det højproduktive, ressourcebaserede samfund. Middelklassen i industrilandene lever i dag langt bedre end de rigeste konger og overklassen gjorde i tidligere tider. I en ressourcebaseret økonomi ville alle leve rigere liv end de magtfulde og rige gør i dag, ikke bare materielt, men også spirituelt.

Folk ville være fri til at opsøge et hvilket som helst konstruktivt interessefelt de ønsker, uden at være begrænset af nogen af de økonomiske pres, restriktioner, gæld og beskatninger som er indbygget i det monetære system vi har i dag. Med konstruktiv interesse menes alt hvad der forbedrer livet for individet, befolkningen og miljøet. Når uddannelse og ressourcer er tilgængelige for alle uden et prisskilt, er der ingen grænser for det menneskelige potentiale. Med disse store forandringer ville folk på længere sigt blive i stand til at leve længere, mere meningsfyldte, sundere og mere produktive liv. I et sådant samfund ville målet for succes være baseret på opfyldelsen af ens individuelle interesser, i stedet for tilraning af formue, ejendom og magt.


THE VENUS PROJECT

The Venus Project (Venusprojektet) er en organisation som bygger på de ideer, designs og den retning som er præsenteret her. Den repræsenterer mange års research, foretaget af organisationens ophavsmand og projektleder, Jacque Fresco. Dens 25 acre store research- og designcenter ligger i Venus, Florida i USA, hvor fremtiden tager form i dag. The Venus Project har givet sig selv den opgave at konstruere, udvikle og forberede planer til konstruktion af en eksperimentel by, baseret på principperne beskrevet ovenfor. På grunden er der konstrueret 9 eksperimentelle bygninger, og der udvikles alternative energisystemer, byplaner, transportsystemer, produktionssystemer, mm. Sideløbende med denne research produceres grundtegninger, skitser og modeller, der afholdes seminarer, udgives videoer, bøger og andet skriftligt materiale, for at introducere folk til The Venus Projects mål. The Venus Project er med andre ord i gang med at udvikle en række værdisæt og procedurer, som kan gøre os i stand til at gennemføre en social transformation. The Venus Project vil fremlægge designs og plantegninger til en prototype på et lokalsamfund, for at teste validiteten af dets sociale forslag, og for at etablere et permanent planlægningscenter, som vil kunne anvendes for fremtidig kort- og langsigtet projektplanlægning. Den foreslår også relevant orientering og undervisning, så folk får mulighed for at tilpasse sig intellektuelt og følelsesmæssigt til vor nye teknologiske tidsalder. Alt andet end en overordnet social struktur er uhensigtsmæssigt og langt mindre effektivt. Forslagene vil blive fremlagt for offentligheden og alle undervisningsinstitutioner, og vi inviterer alle til at deltage. Hvis der er nok mennesker, der finder forslagene acceptable, og ønsker at støtte os i vores advokatur, vil dette hjælpe med at forme kernen i en organisation til fremme af The Venus Projects mål.

De nye byers cirkulære konfiguration, som de foreslås af The Venus Project, er ikke blot stiliserede, arkitektoniske koncepter, men resultatet af årelang research i opbygning af et miljø, som bedst opfylder beboernes behov på en effektiv og økonomisk måde. Uden tilstrækkelig viden om det symbiotiske forhold, der hersker mellem mennesker og miljø, ville det være ekstremt svært at udvikle brugbare løsninger på vore mange problemer. Under planlægningen af denne nye by, har The Venus Project nøje studeret og overvejet denne og mange andre faktorer. Denne nye eksperimentelle by vil være helliget arbejdet frem mod The Venus Projects hensigt og mål, som er at:


1. Opretholde alle Jordens ressourcer som alle menneskers fælles arv.

2. Ophæve alle de kunstige grænser, som deler folk.

3. Udvikle økonomien fra en monetær til en ressourcebaseret økonomi.

4. Regenerere og genoprette miljøet det bedste vi evner.

5. Konstruktionsændre vore byer, transportsystemer, landbrug og industri, således at de er energieffektive, rene, og belejligt tjener alle menneskers behov.

6. Udvikle hen imod et kybernetisk samfund, som gradvist kan vokse fra ethvert behov for politisk, lokal, national og super-national regering, som midler til social kontrol.

7. Dele og anvende al ny teknologi til gode for alle nationer og folkeslag.

8. Anvende rene, vedvarende energikilder som vind-, sol-, geotermisk og tidevandsenergi, mm.

9. Skabe produkter af højest mulig kvalitet, til gode for alle klodens beboere.

10. Påkræve omfattende miljørapporter før konstruktion af store projekter.

11. Opfordre til mest mulig kreativitet og incitament til konstruktiv optræden.

12. Assistere i at stabilisere Verdens befolkningstilvækst, så den er i trit med Jordens bæreevne, gennem uddannelse og frivillig svangerskabsforebyggelse.

13. Vokse fra nationalisme, snæversyn og fordomme gennem uddannelse.

14. Eliminere enhver form for elitisme.

15. Nå frem til metodologier gennem omhyggelig forskning, i stedet for tilfældige holdninger.

16. Forbedre kommunikationen i de nye skoler, så vores sprog og uddannelse er relevant i forhold til de fysiske forhold, der omgiver os.

17. Tilvejebringe, ikke bare livets nødvendigheder, men også udfordringer der stimulerer sindet, med vægt på individualitet frem for ensartethed.

18. Forberede mennesker intellektuelt og følelsesmæssigt på de mulige ændringer som ligger forude.


Som alle andre innovative sociale forslag, starter det med enkelte entusiastiske mennesker, som dedikerer deres tid til at informere andre om de menneskelige fordele ved denne nye retning. Alle inviteres til at deltage med det de kan, for at hjælpe med at virkeliggøre de tidlige designfaser i denne nye eksperimentelle by. Et interdisciplinært hold af systemingeniører, computerprogrammører, arkitekter, byplanlæggere, sociologer, psykologer, undervisere og lignende, er påkrævet. The Venus Project opfatter ikke miljømæssige forhold som værende fastlåste eller statiske. Vi må tillade løbende adaption og forandringer i selve systemet som en del af en kontinuerlig proces. På denne måde undgår vi, at midlertidige løsninger står i vejen for videreudvikling.

Den cirkulære by, som The Venus Project foreslår, ville fungere som basis for en overgangsfase, og kunne udvikle sig fra et semi-kooperativt, pengeorienteret samfund til en fuldt ud ressourcebaseret økonomi. Den ville være en prototype for en række nye byer, som ville blive konstrueret forskellige steder på Jorden. Tidsrammen for transformation ville være afhængig af de tilgængelige midler, og af de mennesker, der kan identificere sig med ideerne, som også ønsker at deltage og støtte målsætningerne og retningen. Efterhånden som disse nye lokalsamfund udvikler sig, og bliver mere bredt accepteret, kan de meget vel tænkes at danne grundlag for en ny civilisation, forhåbentlig gennem evolution, i modsætning til revolution. Vi er yderst bevidste om, at ingen kan spå om fremtiden. Vi kan kun ekstrapolere fra nuets tilgængelige information og tendenser. Befolkningstilvækst, teknologisk udvikling, klodens miljømæssige tilstand, og tilgængelige ressourcer er de primære kriterier for fremtidige prognoser. Vi har også indset, at der ikke findes nogen enkeltstående filosofier eller isolerede holdninger – religiøse, politiske, tekniske eller ideologiske – som ingen vil have problemer med. Vi er dog sikre på, at de eneste aspekter af The Venus Project som kan virke truende, er dem som projiceres ind i dem.

The Venus Project er hverken utopisk, Orwelliansk, eller en drømmeverden skabt af upraktiske idealister. Det repræsenterer opnåelige mål, som kun kræver intelligent anvendelse af den viden, vi allerede har. De eneste begrænsninger er dem vi pålægger os selv.

The Venus Project taler ikke for opløsning af det frie markedssystem. Vi tror, at det med tiden vil udvikle sig hen imod en ressourcebaseret samfundsstruktur, baseret på forståelsen af vor fælles arv. Det eneste The Venus Project tilbyder, er en alternativ tilgang som du kan overveje.

I denne korte artikel er det ikke muligt at præsentere en ressourcebaseret økonomis nøjagtige metodologi og funktionalitet. Vi opfordrer dig til at opsøge mere viden og information omkring vore forslag gennem vore bøger, videoer, forelæsninger og seminarer. Hvis du kan identificere dig med denne retning, inviterer vi dig til at samarbejde med os hen mod realiseringen af det ressourcebaserede verdenssamfund.

Du kan kontakte Jacque Fresco ved at sende e-mail til: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.