• ZDAYBannerTak
  • TZM WebBanner

DISTRIBUTION

STRATEGISK TRANSPORT 

For at sikre en bæredygtig distribution giver det igen mening at etablere en strategi. Idet vi ved, at den korteste afstand mellem to punkter er en lige linje, og idet energi er nødvendig for at transportere, må den korteste vej være den mest effektive. Det, at producere varer på et kontinent og fragte dem til et andet, giver kun mening, hvis varerne ikke kan produceres der, hvor de skal bruges. Alt andet er rent spild. Vi må gøre produktion lokal, så distribution bliver enkel, hurtig og kræver mindst mulig energi.

EFTERSPØRGSEL

Det er naturligvis også vigtigt at vide, hvilke varer vi transporterer og hvorfor. Efterspørgsel er udtryk for, at mennesker ønsker bestemte produkter, og bliver derfor styrende for distributionen.

Menneskelige behov

Spektret af menneskets materielle behov indeholder alt fra livsnødvendigheder såsom mad, rent vand og husly, til sociale og rekreative varer, som gør det muligt at slappe af og opnå personlig og social velvære. Begge dele er vigtige forudsætninger for et godt helbred. Vi må derfor foretage endnu en undersøgelse. Folk beskriver deres behov, efterspørgslen vurderes, og baseret på den efterspørgsel sættes produktionerne i gang. Efterspørgslen på forskellige varer vil naturligvis svinge og ændre sig i forskellige regioner. Vi får brug for et system til at overvåge efterspørgslen, for at kunne planlægge distribution og undgå spild eller mangel. Dette er ikke en ny idé. Sådanne systemer benyttes af alle store forretningskæder i dag for at sikre, at deres lagre er opdaterede. Forskellen er, at det skal gøres på global skala.

Privat ejendomsret/Ejerskab

Vi kan ikke forstå efterspørgsel fuldt ud uden at medregne det faktiske forbrug af en vare. Det er ikke logisk og bæredygtigt, hvis alle i verden får et eksemplar af alt, der findes, uanset brugsmønster. Det ville være ødselt og ineffektivt. Vi har brug for et system, der virker som bibliotekernes velkendte udlånssystem. Hvis en person f.eks. har brug for en vare i 45 minutter om dagen i gennemsnit, ville det være meget mere effektivt, at varen blev gjort tilgængelig for vedkommende og for andre, når de havde brug for den. Mange glemmer, at det faktisk ikke er varen, de vil have. Det er varens formål. Når vi indser, at varen kun er så vigtig som sin faktiske anvendelse, ser vi, at 'ekstern begrænsning', eller det, vi i dag kalder 'ejerskab', er enormt frås og miljømæssigt ulogisk på et fundamentalt, økonomisk plan.

Strategisk Adgang

Så vi må opfinde en strategi kaldet 'strategisk adgang'. Dette vil være fundamentet i vores system til overvågning af efterspørgsel, og det vil sikre, at vi kan imødekomme befolkningens efterspørgsel på adgang til enhver tid. Hvad angår den fysiske håndtering af varerne, ville centrale 'adgangcentre', placeret i befolkningens umiddelbare nærhed, være en løsning for opbevaring af de fleste varer og ydelser. Folk ville kunne gå ind, tage et produkt, bruge det, og aflevere det - nogenlunde som et bibliotek fungerer i dag. Man kunne bygge disse centre i lokalområdet, som vi ser lokale forretninger i dag.

 

GroenKnap2

BlaaKnap2

BrunKnap3